MYNDIGHEDSPROCESSEN

Aarhus Kommune har gennemført en ekstraordinær borgerinddragelsesproces som en del af forberedelsen til Byrådets behandling af ansøgningen om Yderhavnen. På denne side kan du se en oversigt over de vigtigste begivenheder i processen.

På siden med Dokumentation har vi samlet en de dokumenter, der vedrører myndighedernes behandling af havneudvidelsen – herunder den oprindelige miljøkonsekvensvurdering (MKV), et antal supplerende analyser og rapporter, der er blevet udarbejdet i processen og en række præsentationer, dokumenter og analyser, der er fremlagt som en del af borgerinddragelsen (fx til temamøder, borgerkonferencer og borgerpanel).  

  • Aarhus Havn har søgt de nødvendige myndigheder om tilladelse til etablering af Yderhavnen, herunder anmodet Aarhus Kommune om, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og en lokalplan, som giver mulighed for, at Yderhavns-området kan anvendes til Erhvervshavn.
  • Samtidig er der søgt en §25-tilladelse (VVM-tilladelse) efter Miljøvurderingsloven.
  • Aarhus Kommunes rammer og vision for Aarhus Havn fremgår dels af Tillæg nr. 42 til kommuneplan (2017), dels af kommunens Erhvervsplan 2020-2023.
  • Aarhus Havns ansøgning blev sendt i høring i foråret 2022. Som konkevens af de høringssvar, der indkom, besluttede Aarhus Kommune at igangsætte en udvidet borgerinddragelsesproces, som har involveret både tilhængere og kritikere af havneudvidelsen.
  • I sommeren og efteråret 2022 har Aarhus Kommune gennemført en række temamøder med inviterede organisationer og eksperter. Temamøderne har haft som formål, at Aarhus Kommune får belyst og kvalificeret de forskellige dilemmaer, som senere skal indgå i den myndighedsindstilling Teknik og Miljø fremviser for politikerne.
  • Aarhus Kommune har derudover afholdt to borgermøder, som har været åbne for alle borgere i Aarhus.
  • Endelig har Aarhus Kommune etableret et Borgerpanel, som skal kortlægge almindelige borgeres overvejelser om den ansøgte havneudvidelse. På den måde ønsker byrådet at lytte til, hvad en havneudvidelse betyder for aarhusianerne, inden byrådet skal træffe en endelig beslutning. 10.000 tilfældigt udvalgte borgere i Aarhus Kommune er inviteret til at deltage, og blandt de interesserede er der udvalgt 38 medlemmer til Borgerpanelet.
  • Byrådet i Aarhus forventes at tage stilling til anøgningen om Yderhavnen i første kvartal 2023.