Et nyt biodiversitetsområde og rekreativt samlingspunkt

13. dec, 22

Blueline er tænkt som et nyt rekreativt område langs sydmolen på den nye Yderhavn

Aarhus Havn har i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Aarhus Universitet og Aarhus Kommune arbejdet med et forslag til at øge biodiversiteten i Aarhus Bugten og til et nyt rekreativt samlingspunkt for aarhusianere.

 ”Vi har fra start i arbejdet med forslaget til Yderhavnen haft en ambition om at gøre molen til et biodiversitetsområde og på den måde give noget tilbage til bugten. Derfor har vi samarbejdet med dygtige folk om at designe molen, så vi kan øge biodiversiteten i bugten”, fortæller Thomas Haber Borch, der er CEO i Aarhus Havn.

 

Forslaget hedder Aarhus Blueline og kan anlægges ved etablering af Yderhavnen. Aarhus Havn har også samarbejdet med C. F. Møller Architects om at skabe et nyt byrum, hvor byens borgere kan komme helt tæt på båden havnen og på vandet.

”Det har været vigtigt for os at indtænke byens borgere i projektet. Det er noget af det, som flere aarhusianerne i hvert fald har efterspurgt. Havneområdet er jo i dag forholdsvist lukket, fordi vi er pålagt strenge sikkerhedskrav. Men med etablering af Yderhavnen og Blueline har vi faktisk muligheden for at åbne havnen mere og give et nyt rekreativt samlingspunkt for byens borgere”, siger Thomas Haber Borch og fortsætter:

”Vi foreslår blandt andet at bygge en bugtet mole, fiskebastioner, laguner og et større revområde. Det er noget, der kan være med til at øge biodiversiteten under vandet. Samtidig har vi sammen med dygtige arkitekter arbejdet på at gøre det muligt for byens borgere at komme helt ned til vandet og gå på opdagelse i og omkring havmiljøet.”

Man kan se visualiseringer af Aarhus Blueline her: 20220202_Aarhus-Blueline_A3-Landscape_Folder.pdf (yderhavn.dk)

Hvis etableringen af Yderhavnen vedtages, vil Aarhus Blueline etableres gradvist i takt med molen fra 2028 og frem.

Husk at dele dette opslag!